Da W3 påbegyndte version 2 af deres WAI (web accessibility initiative) wcag standard (web content accessibility guidelines) gav det anledning til megen kritik. Den væsentligste kritik bestod af artiklen “To Hell with WCAG 2″ fra A list Apart. Artiklen er forfattet af Joe Clart, der har været en aktiv deltager i WCAG arbejdet, men som nu har kastet håndklædet i ringen. Denne kritik blev besvaret af Martin Kliehm i hans post “To hell with Joe Clark” og tilbageviste elementer i Joe Clarks kritik.

Som en følge heraf påbegyndte en gruppe usability eksperter en alternativ revision af Wcag 1, som i dag går under navnet wcag saurai. Denne gruppe har udgivet en errata til version 1, som tilgodeser de væsentligste anker i relation til både version 1 og version 2 af Wcag.

Man skal efter min mening være yderst forsigtig med at benytte disse retningslinjer.

En præmis for Wcag samurai rettelserne er, at følger man dem, kan man ikke påberåbe sig Wcag comformance. Derfor træder man udenfor en international standard til fordel for en udbrydergruppe.

Deres nye rettelser er naturligvis funderet i brugeren - og har derfor min støtte på det operationelle plan. Skal man som organisation arbejde hen imod et struktureret brugervenlighedsprincip, er det imidlertid en anden sag. At satse sin drift på en gruppe helte, vil være yderst uklogt - når der i forvejen er en stærk standard udgivet af en troværdig organisation.

Wcag 2.0 er stadig blot et udkast, så derfor er det p.t. klogest at afvente sagens gang. Når Wcag 2.0 bliver en anbefaling, må det vurderes hvorledes man bedst muligt kan lave anvendelige løsninger, og stadig overholde principperne. Er principperne ikke gode nok, må man undersøge mulighederne for at gøre det bedre - uden at bryde de grundlæggende principper.

Wcag 2.0 lever stadig. Mest fordi vi har brug for en fælles standard - ikke fordi det er den bedste.

Derfor vil jeg også anbefale at man kun benytter de samuraiprincipper der er forligelige med Wcag 1.0 - således at man positionerer sig bedst muligt til 2′eren.