De fleste industrier har standarder. Standarder er typisk noget vi benytter for at leve op til et givent regelsæt eller en lovgivning. Nogle gange er standarder noget vi benytter for at undgå alt for mange dybe tallerkner i motorrummet, andre gange er de med til at sikre vi kan arbejde sammen.
Et godt eksempel er standarden for valutaangivelse. Mange finansielle systemer rundt omkring i verden arbejder med valuta. Derfor er det en fordel at der findes en ISO standard der fortæller og hvad Danske Kroner bør hedde i hele varden (DKK). På denne måde ved vi i Danmark såvel som i Japan hvad det er vi taler om.
Standarder kan også bruges som referenceramme når vi laver webdesign. Som web-professionelle ved vi jo at vi alle som udgangspunkt er underlagt FN’s konvention om handicappedes rettigheder, om lige adgang til information, men for de få af os der ikke lige har den 100 % i frisk erindring, kan vi jo lige repetere.
FN har lavet en konvention om handicappedes rettigheder. FN konvention om handicappedes rettigheder er inddelt i en række kapitler, og som web-professionelle er vi i særdeleshed interesserede i kapitel 9. I kapitel 9, stk. 1b er det noteret at det er en grundlæggende ret at have lige adgang til information. Det lyder jo meget tilforladeligt, når man ser rettigheden ved første øjekast, men ved nærmere overvejelse må det jo gå op for en at konventionen ikke skelner mellem ”a” og ”b” hold. Det er altså tale om at alle, store som små, skal have lige adgang til information.
Alle lande, herunder alle lande i E.U., har ratificeret denne konvention. Det vil sige at vi som land har forpligtet os til at efterleve principperne i konventionen. I nogle tilfælde gøres dette ved hjælp at lov, men i tilfældet med kapitel 5, stk. 2 er det indtil videre kun sket gennem er såkaldt initiativ. Det vender vi tilbage til lige om lidt. For der er blandt alle disse lande ét enkelt land der alligevel har taget det første skridt til at lave egentlig lovgivning på området. I England lavede men i 2005 en revideret udgave af deres ”Disability Discrimination Act af 2002” I denne reviderede udgave er webløsninger ikke specifikt nævnt, men i den vejledning eller ”code of conduct” der følger med den, er netop webløsninger specifikt nævnt. Dette betyder at det i teorien nu er muligt for handicappede i England der mener at en webløsning ikke giver dem lige adgang til information som en følge af deres handicap, kan ligge sag an, for at få rettet op på problemet. Så vidt jeg ved, har der endnu ikke været en sag på området, men blot at muligheden er der, burde få mangen en multinational organisation op af stolen. Denne form for lovgivning er for resten også gennemført i en række andre lande, og i USA med deres ”Section 508”.
Nu når man har sat sig for at sikre en rettighed ville det jo forekomme hensigtsmæssigt at vi var enige om en måde vi alle skulle opfylde denne standard. Til det formål kunne man jo kigge lidt på organisationen W3. Her er der skabt et initiativ kaldet Web Accessibility Initiative, og dette initiativ har udgivet en række retningslinjer under betegnelsen ”Web Content Accessibility Guidelines”.
Ifølge disse retningslinjer kan det lade sig gøre, med eksisterende teknologier, at lave løsninger der på enhver måde lever op til det oprindelige FN krav om lige adgang til information.
EU har lanceret et initiativ som alle lande deltager i. Det er et initiativ hvor alle deltagende lande forpligter sig til de mål som initiativet opstiller. Initiativet er en snedig måde at sende hele FN problematikken til hjørnespark i en arbejdsgruppe. Men kan på den en side ikke sige at EU ikke hager hånd om sagen – der er jo et initiativ, på den anden side kan man heller ikke side at de lever op til konventionen, men nærmere befinder sig i en proces hen imod overholdelse. Initiativet er nu forlænget 2 gange, unden de store bølger på vandet.
Eftersom alle EU lande der deltager i EU initiativet forpligter sig til de mål initiativet opstiller er man jo tvunget til at udvise et minimum af goodwill. Man kan derfor spore denne FN konvention som en kaskade der p.t. ender i vores alle sammens ”Bedst På nettet”. Jeg har personligt været i den heldige situation at prove at deltage i det show, både som leverandør af et Content Management System, og som webmaster for et offentligt website. Det skal lige siges at Bedst På Nettet ikke arbejder med de samme regler år for år – det ville være alt for kedeligt. Hvert år ændrer de på kravene således at det der var vigtigt i 2004 ikke er vigtigt i 2007. Hvert år får et tema. Et af temaerne har været tilgængelighed. Det skete kort tid efter at vinderne af de tidligere års ”Bedst På Nettet” viste sig ikke at leve om til selv de mest basale brugervenlighedsprincippet eller tilgængelighedsstandarder. Som webmaster for et offentligt (nu ikke eksisterende) website, var fokus på ”selvbetjeningssystemer”. Pointsystemet gik i al sin enkelthed ud på at tælle samen hvor mange produkter man havde købt i KMD’s Netborger portal. Man kan have mange holdninger til den portal, men jeg har jo tidligere forholdt mig til den problematin da jeg kommenterede på KL opkøb, og transformation af portalen til borger.dk. Men det er en helt anden historie. Ohhh. Det skal jo også nævnes at man lavede initiativer “handicap ingen hindring“, men som webfolk hørte vi ikke rigtigt noget til det.
Nu ligger landet jo sådant at den private sektor ikke nødvendigvis følger den offentlige sektor i tykt og tyndt. Der er da heller ikke kommet en privat pendant til ”Bedst På Nettet”, og det kan sektoren nok prise sig lykkelig for. Det er dog alligevel visse områder hvor der er pippet om emnet. For eksempel har Finansrådet erklæret sin villinged til at følge W3 WAI initiativ i deres Netbanker. Men lur mig om der ikke er en anden grund end ren filantropi – måske skulle grunden findes i pengepungen.
Mangen en web-professionel væger sig ved tanken om at leve op til WCAG 1.0 principperne. De fleste vil fortælle om uendeligt lange arbejdsdage med fejlrettelser for at leve op til noget så ligegyldigt som XHTML validatoren på W3’s website, en kamp på ord med en usabilityarkitekt, der insisterer på at sider også skal fungere uden CSS og JavaScript, og grimme designs hvor fonten både er for stor for grim. Men underligt nok er der samtidigt analyser der viser at tilgængelige og anvendelige webløsninger ikke blot gavner den hancicappede. Det er op imod 8% af alle brugere, der på grund af synshandicap, der har glæde af det. Dertil kommer at gennemtestede, validerede, og analyserede løsninger indeholdet langt færre fejl end dem der røg hurtigt over skranken. I den private sektor ved vi godt at et produkt der er bedre end en andet produkt er noget nemmere at sælge. Derfor må det jo som den naturligste konsekvens betyde at vi alle burde konkurrere på denne parameter. Desværre er der alt for lidt fokus på området. Man kunne ønske sig at DSI eller forbrugerrådet stillede skarp på problematikken, og derigennem fik sparket til dem som det handler om: Forbrugeren. Her strander emnet ind til videre. Som forbrugere er i ikke klar over hvad forskellen på et godt og et dårligt website. Vi mangler en leverandør som går forrest og viser værdien af et ægte tilgængeligt og anvendeligt website. Vel og mærke et sted hvor det har noget impact. Et blodfattigt informationswebsite ved vi jo godt ken gøres tilgængeligt, men hvad med et website, hvor der var meget på spil for mange. Hvad med sundhed.dk eller skat.dk. Her er webløsninger som mange har en relation til og som ville kunne skabe værdi for flere (og spare penge for samfundet) hvis de var bedre.
Som menigmand kan man jo ikke gøre meget for at flytte på skat.dk, hvis undermenuer f.eks. kun fungerer når man har JavaScript slået til, men hvis vi som web-professionelle begynder at tale om emnet, og viser værdien af de tilgængelige teknologier, så kan det være at vi kan omfavne de menneskerettigheder vi sværger til, og gøre os selv til en del af løsnigen.
Hvis du vil være en del af løsningen, kan du jo starte her.
