Arkiv over kategorien Tilgængelighed

Bedst på nettet holder kikkerten for det blinde øje

Lagt op af Bredgaard i Anvendelighed, Tilgængelighed den 25. marts, 2009

Danske kommuner med flere himler op om at konkurrencen Bedst på nettet er gået over gevind med deres evindelige fokus på overholdelse af W3’s “Web Content Accesibility Guidelines” (WCAG).

Jeg tror jeg har arbejdet med Bedst på nettet siden det startede tilbage i 2001. I min karriere har jeg været med at til lave kommunale hjemmesider, og har sågar hjulpet en af medlemmerne i dommerpanelet med web da der stadig var noget der hed “det digitale nordjylland” (http://www.detdigitalenordjylland.dk/). Jeg har også arbejdet med den mindre kendte side af bedst på nettet, kendt som “bedst til nettet”, hvor wcms leverandører konkurrerede om at levere den mest tilgængelige pllatform til web indhold. De seneste år har jeg ikke haft samme mulighed, men ideerne bag bedst på nettet lever videre i den måde jeg tænker tilgængelighed på.   Senest var jeg webmaster i Hals Kommune inden kommunesammenlægningen, hvor jeg deltog aktivt i konkurrencen. Jeg har siden starten haft den største respekt for det gode arbejde Bedst på nettet har lavet.

I 2008 knækkede filmen så da det trak overskrifter at kun 24 af de 664 offentlige hjemmesider, der deltog i Bedst på nettet 2008 formåede at leve op den tekniske del. Den lidt skæve vinkel gik på, at det måtte betyde, at Bedst på nettet skulle ændres eftersom Bedst på nettet dermed måtte være for teknisk og lidt sarkastisk antyder at projektet kun fokuserer på at være bedst for blinde (http://www.danskekommuner.dk/default.asp?id=118134 og http://www.danskekommuner.dk/default.asp?id=118171&query=%22Bedst+p%E5+Nettet+vil+%E6ndre+kurs%22).

Konsekvensen har indtil videre været at handicaporganisationerne har trukket sig fra dommerpanelet (http://www.version2.dk/artikel/10020-handicaporganisationer-traekker-sig-som-bedst-paa-nettet-dommer) og har opfordret videnskabsministeren til at komme med en udmelding om sagen (http://www.handicap.dk/dokumenter/breve/brev-til-videnskabsministeren-vedr.-bedst-pa)

Morsomt nok har ingen af de 640 offentlige hjemmesider der jamrerer over de tekniske krav gjort sig selv den tjeneste at overhold de krav der trådte i kraft 1. januar 2008, om syv sæt af obligatoriake åbne standarder, der blandt andet favner wcag (http://www.itst.dk/arkitektur-og-standarder/Standardisering/Aabnestandarder/de-syv-set-af-obligatoriske-standarder). Det betyder i realiteten at der arbejdes på at ændre kriterierne for en kommunal konkurrence således at man som deltager ikke skal leve op til de krav videnskabsministeriet (som er bagmand for Bedst på nettet) har opstillet.

Skulle man alligevel se sig selv storslået nok til alligevel at betvivle kravene om at leve op til WCAG, og sikre at offentlige hjemmesiders anvendelighed og tilgængelighed - skulle man måske skæve til baggrunden for Bedst på nettet.

I år 2000 iværksatte EU et initiativ kaldet “E-inclution” (http://ec.europa.eu/information_society/activities/einclusion/policy/index_en.htm) Dette intiativ pålagde alle EU’s medlemsstater til aktivt at arbejde på at skabe et informationssamfund der var rummelig. Nogle lande har valgt at gøre dette ved hjælp af lovgivning (se en liste på http://www.w3.org/WAI/Policy/ eller mere konkret Englands version på http://www.webcredible.co.uk/user-friendly-resources/web-accessibility/uk-website-legal-requirements.shtml), mens andre som Danmark valgte at satse på udbredelsen af “good practice”. Det betyder at den direkte konsekvens af EU’s ønske om et inkluderende samund for Danmarks vedkommende har været Bedst på nettet (http://www.einclusion-eu.org/ShowCase.asp?CaseTitleID=2111). Man kan endda spore EU’s initiativ lidt længere tilbage til UN’s ønsker, der konkret opfordrer medlemslandene til at arbejde med tilgængelighed ift. deres UN Enable program (artikel 9 - 1b http://www.un.org/esa/socdev/enable/rights/convtexte.htm#convtext).

Der er således en direkte linje fra UN, gennem EU til Danmark, og herunder Bedst på nettet. Der findes kun én international åben standard for tilgængelighed - som naturligvis er WCAG. Denne standart har andre pendenter som f.eks USA’s Section 508, som allerede haft juridiske konsekvenser (http://www.out-law.com/default.aspx?page=9389).

Det forekommer mig mærkværdigt at formanden for Bedst på nettet, Jesper Thyrring Møller, står som aktiv fortaler for at ændre på kriterierne således at noget så simpelt som at overholde gældende regler ikke længere bør være obligatoriske for at vinde konkurrencen.

Når det er sagt, har jeg stor forståelse for “kommunikatørene” der støjer i kulissen. Når man ikke har en baggrund i tilgængelighed, er det svært at forstå ideen i tilgængelighed, og hvis man af natur ikke har et ønske om at inkludere alle samfundets borgere i det offentlilges web tilstedeværelse, så falder det jo ligefor at kritisere den eneste institution i det offentlige Danmark der taler for WCAG i det offentlige rum.

Måske kunne en løsning være at alle de omskolede web-journalister fik deres egen pris - måske i K-forum regi (http://www.kommunikationsforum.dk/). På den måde kunne de stadig holde hovedet højt og prise hinanden for deres fantastiske (utilgængelige) indhold, og undgå disse tekniske petitesser.

Egentligt syntes jeg det er sørgeligt at Danmark ikke er nået længere. Vores Bedst på nettet initiativ, og de obligatoriske standarder rækker ikke længere end til det offentlige, og vi har ingen lovgivning der pålægger erhvervslivet at gøre noget. Vi er et eller andet sted kommet af sporet, og debatterer nu hvem der skal vinde en konkurrece når vi burde tale om hvordan enhver dansk hjemmeside burde overholde et sæt simple, indlysende internationale standarder der forbedrer weboplevelsen for alle og gør indhold tilgængelig på nettet for handicappede såvel som søgemaskiner.

Alt andet lige er der en rigtig god “business case” i at overholde WCAG (http://www.w3.org/WAI/bcase/Overview).

Ingen Kommentarer

Tilgængelighedsstandarder i store organisationer

Lagt op af Bredgaard i Tilgængelighed den 10. oktober, 2007

Da W3 påbegyndte version 2 af deres WAI (web accessibility initiative) wcag standard (web content accessibility guidelines) gav det anledning til megen kritik. Den væsentligste kritik bestod af artiklen “To Hell with WCAG 2″ fra A list Apart. Artiklen er forfattet af Joe Clart, der har været en aktiv deltager i WCAG arbejdet, men som nu har kastet håndklædet i ringen. Denne kritik blev besvaret af Martin Kliehm i hans post “To hell with Joe Clark” og tilbageviste elementer i Joe Clarks kritik.

Som en følge heraf påbegyndte en gruppe usability eksperter en alternativ revision af Wcag 1, som i dag går under navnet wcag saurai. Denne gruppe har udgivet en errata til version 1, som tilgodeser de væsentligste anker i relation til både version 1 og version 2 af Wcag.

Man skal efter min mening være yderst forsigtig med at benytte disse retningslinjer.

En præmis for Wcag samurai rettelserne er, at følger man dem, kan man ikke påberåbe sig Wcag comformance. Derfor træder man udenfor en international standard til fordel for en udbrydergruppe.

Deres nye rettelser er naturligvis funderet i brugeren - og har derfor min støtte på det operationelle plan. Skal man som organisation arbejde hen imod et struktureret brugervenlighedsprincip, er det imidlertid en anden sag. At satse sin drift på en gruppe helte, vil være yderst uklogt - når der i forvejen er en stærk standard udgivet af en troværdig organisation.

Wcag 2.0 er stadig blot et udkast, så derfor er det p.t. klogest at afvente sagens gang. Når Wcag 2.0 bliver en anbefaling, må det vurderes hvorledes man bedst muligt kan lave anvendelige løsninger, og stadig overholde principperne. Er principperne ikke gode nok, må man undersøge mulighederne for at gøre det bedre - uden at bryde de grundlæggende principper.

Wcag 2.0 lever stadig. Mest fordi vi har brug for en fælles standard - ikke fordi det er den bedste.

Derfor vil jeg også anbefale at man kun benytter de samuraiprincipper der er forligelige med Wcag 1.0 - således at man positionerer sig bedst muligt til 2′eren.

, ,

Ingen Kommentarer

Standarder og krav til anvendelighed og tilgængelighed

Lagt op af Bredgaard i Tilgængelighed den 16. september, 2007

De fleste industrier har standarder. Standarder er typisk noget vi benytter for at leve op til et givent regelsæt eller en lovgivning. Nogle gange er standarder noget vi benytter for at undgå alt for mange dybe tallerkner i motorrummet, andre gange er de med til at sikre vi kan arbejde sammen.

Et godt eksempel er standarden for valutaangivelse. Mange finansielle systemer rundt omkring i verden arbejder med valuta. Derfor er det en fordel at der findes en ISO standard der fortæller og hvad Danske Kroner bør hedde i hele varden (DKK). På denne måde ved vi i Danmark såvel som i Japan hvad det er vi taler om.

Standarder kan også bruges som referenceramme når vi laver webdesign. Som web-professionelle ved vi jo at vi alle som udgangspunkt er underlagt FN’s konvention om handicappedes rettigheder, om lige adgang til information, men for de få af os der ikke lige har den 100 % i frisk erindring, kan vi jo lige repetere.

FN har lavet en konvention om handicappedes rettigheder. FN konvention om handicappedes rettigheder er inddelt i en række kapitler, og som web-professionelle er vi i særdeleshed interesserede i kapitel 9. I kapitel 9, stk. 1b er det noteret at det er en grundlæggende ret at have lige adgang til information. Det lyder jo meget tilforladeligt, når man ser rettigheden ved første øjekast, men ved nærmere overvejelse må det jo gå op for en at konventionen ikke skelner mellem ”a” og ”b” hold. Det er altså tale om at alle, store som små, skal have lige adgang til information.

Alle lande, herunder alle lande i E.U., har ratificeret denne konvention. Det vil sige at vi som land har forpligtet os til at efterleve principperne i konventionen. I nogle tilfælde gøres dette ved hjælp at lov, men i tilfældet med kapitel 5, stk. 2 er det indtil videre kun sket gennem er såkaldt initiativ. Det vender vi tilbage til lige om lidt. For der er blandt alle disse lande ét enkelt land der alligevel har taget det første skridt til at lave egentlig lovgivning på området. I England lavede men i 2005 en revideret udgave af deres ”Disability Discrimination Act af 2002” I denne reviderede udgave er webløsninger ikke specifikt nævnt, men i den vejledning eller ”code of conduct” der følger med den, er netop webløsninger specifikt nævnt. Dette betyder at det i teorien nu er muligt for handicappede i England der mener at en webløsning ikke giver dem lige adgang til information som en følge af deres handicap, kan ligge sag an, for at få rettet op på problemet. Så vidt jeg ved, har der endnu ikke været en sag på området, men blot at muligheden er der, burde få mangen en multinational organisation op af stolen. Denne form for lovgivning er for resten også gennemført i en række andre lande, og i USA med deres ”Section 508”.

Nu når man har sat sig for at sikre en rettighed ville det jo forekomme hensigtsmæssigt at vi var enige om en måde vi alle skulle opfylde denne standard. Til det formål kunne man jo kigge lidt på organisationen W3. Her er der skabt et initiativ kaldet Web Accessibility Initiative, og dette initiativ har udgivet en række retningslinjer under betegnelsen ”Web Content Accessibility Guidelines”.

Ifølge disse retningslinjer kan det lade sig gøre, med eksisterende teknologier, at lave løsninger der på enhver måde lever op til det oprindelige FN krav om lige adgang til information.

EU har lanceret et initiativ som alle lande deltager i. Det er et initiativ hvor alle deltagende lande forpligter sig til de mål som initiativet opstiller. Initiativet er en snedig måde at sende hele FN problematikken til hjørnespark i en arbejdsgruppe. Men kan på den en side ikke sige at EU ikke hager hånd om sagen – der er jo et initiativ, på den anden side kan man heller ikke side at de lever op til konventionen, men nærmere befinder sig i en proces hen imod overholdelse. Initiativet er nu forlænget 2 gange, unden de store bølger på vandet.

Eftersom alle EU lande der deltager i EU initiativet forpligter sig til de mål initiativet opstiller er man jo tvunget til at udvise et minimum af goodwill. Man kan derfor spore denne FN konvention som en  kaskade der p.t. ender i vores alle sammens ”Bedst På nettet”. Jeg har personligt været i den heldige situation at prove at deltage i det show, både som leverandør af et Content Management System, og som webmaster for et offentligt website. Det skal lige siges at Bedst På Nettet ikke arbejder med de samme regler år for år – det ville være alt for kedeligt. Hvert år ændrer de på kravene således at det der var vigtigt i 2004 ikke er vigtigt i 2007. Hvert år får et tema. Et af temaerne har været tilgængelighed. Det skete kort tid efter at vinderne af de tidligere års ”Bedst På Nettet” viste sig ikke at leve om til selv de mest basale brugervenlighedsprincippet eller tilgængelighedsstandarder. Som webmaster for et offentligt (nu ikke eksisterende) website, var fokus på ”selvbetjeningssystemer”. Pointsystemet gik i al sin enkelthed ud på at tælle samen hvor mange produkter man havde købt i KMD’s Netborger portal. Man kan have mange holdninger til den portal, men jeg har jo tidligere forholdt mig til den problematin da jeg kommenterede på KL opkøb, og transformation af portalen til borger.dk. Men det er en helt anden historie. Ohhh. Det skal jo også nævnes at man lavede initiativer “handicap ingen hindring“, men som webfolk hørte vi ikke rigtigt noget til det.

Nu ligger landet jo sådant at den private sektor ikke nødvendigvis følger den offentlige sektor i tykt og tyndt. Der er da heller ikke kommet en privat pendant til ”Bedst På Nettet”, og det kan sektoren nok prise sig lykkelig for. Det er dog alligevel visse områder hvor der er pippet om emnet. For eksempel har Finansrådet erklæret sin villinged til at følge W3 WAI initiativ i deres Netbanker. Men lur mig om der ikke er en anden grund end ren filantropi – måske skulle grunden findes i pengepungen.

Mangen en web-professionel væger sig ved tanken om at leve op til WCAG 1.0 principperne. De fleste vil fortælle om uendeligt lange arbejdsdage med fejlrettelser for at leve op til noget så ligegyldigt som XHTML validatoren på W3’s website, en kamp på ord med en usabilityarkitekt, der insisterer på at sider også skal fungere uden CSS og JavaScript, og grimme designs hvor fonten både er for stor for grim. Men underligt nok er der samtidigt analyser der viser at tilgængelige og anvendelige webløsninger ikke blot gavner den hancicappede. Det er op imod 8% af alle brugere, der på grund af synshandicap, der har glæde af det. Dertil kommer at gennemtestede, validerede, og analyserede løsninger indeholdet langt færre fejl end dem der røg hurtigt over skranken. I den private sektor ved vi godt at et produkt der er bedre end en andet produkt er noget nemmere at sælge. Derfor må det jo som den naturligste konsekvens betyde at vi alle burde konkurrere på denne parameter. Desværre er der alt for lidt fokus på området. Man kunne ønske sig at DSI eller forbrugerrådet stillede skarp på problematikken, og derigennem fik sparket til dem som det handler om: Forbrugeren. Her strander emnet ind til videre. Som forbrugere er i ikke klar over hvad forskellen på et godt og et dårligt website. Vi mangler en leverandør som går forrest og viser værdien af et ægte tilgængeligt og anvendeligt website. Vel og mærke et sted hvor det har noget impact. Et blodfattigt informationswebsite ved vi jo godt ken gøres tilgængeligt, men hvad med et website, hvor der var meget på spil for mange. Hvad med sundhed.dk eller skat.dk. Her er webløsninger som mange har en relation til og som ville kunne skabe værdi for flere (og spare penge for samfundet) hvis de var bedre.

Som menigmand kan man jo ikke gøre meget for at flytte på skat.dk, hvis undermenuer f.eks. kun fungerer når man har JavaScript slået til, men hvis vi som web-professionelle begynder at tale om emnet, og viser værdien af de tilgængelige teknologier, så kan det være at vi kan omfavne de menneskerettigheder vi sværger til, og gøre os selv til en del af løsnigen.

Hvis du vil være en del af løsningen, kan du jo starte her.

Ingen Kommentarer

Lynx dig til et bedre website

Lagt op af Bredgaard i Anvendelighed, Tilgængelighed, Webmastering, Webmetode den 21. maj, 2006

Tilgængelighed, anvendelighed og ekspertevaluering kan meget let forbedres radikalt med enkelte midler.

Indenfor usabilitygenren er vi ofte tilbøjelige til at skyde med spredhagl og bestille dyre brugertests, når vi lige så godt kan plukke de lavt hængenge frugter først. Jeg har tidligere argumenteret for RAST Metoden som værktøj til ekspertevaluering, men i dag skal det handle om Lynx test som metode til kontrol af anvendeligt webdesign.

Lynx er udviklet omkring 1989 - altså en god del år inden internet blev udbredt i Danmark. Softwaren er en ren tekstbaseret browser, der lineariserer et html dokument, ignorerer CSS, JavaScript og andre objekter i dokumentet.

Ved at teste i Lynx kan du sikre dig, at dit cms leverer kode der let skalerer (både op og ned), er tilgængeligt og som kan indekseres af de fleste søgerobotter. Man skal dog være opmærksom på at Lynx godt kan fortolke specielle parametre i URL’en, som mange sægerobotter blokerer (?, &).

Konsekvenserne ved Lynx test er mange, men desværre ukendte, selv indenfor de bedste web-udviklings kredse. Når et dokument f.eks. lineariseres, kan der ikke længere bruges tabeller eller CSS til at designe layoutet. Udviklere der stadig bruger tabeller som krykker vil opleve, at deres løsninger ikke leverer samme resultater som konkurenterne. Det er fordi et tabelbaseret design ikke optimere oplevelsen overfor robotter såvel om brugere af agenter der ikke lever op til de guddommelige 800 X 600 eller 1024 X 768. De ganske få designere der respekterer Xhtml og CSS 2.1 har i denne sammenhæng en let konkurrencefordel, da deres dokumenter som udgangspunkt kan lineariseres.

Tag selv og prøv. Lynx er gratis, og meget let at gå til.

Ingen Kommentarer

Netborger og borgere på nettet

Lagt op af Bredgaard i Tilgængelighed, Webmetode den 24. oktober, 2005

Der snakkes i krogene og der reklameres i medierne.
KL vil købe Netborger, og skabe borgerens "min side" - stedet hvor enhver snitflade mellem borgeren og det offentlige skal ligge.
 
Projektet er grundliggende utopisk, og et udtryk for en centralistisk tankegang der har til formål at flytte kompetence fra de decentrale institutioner til et IT-center. Det kendes også under begrebet monopol, som historisk set ikke har båret ret mange frugter. Produktlinjechef i KMD Henrik Buchwald siger:  "Det må være et rimeligt forlangende, at vi borgere kan finde alle oplysninger om os selv på ét sted. "- Det er sjovt nok også tanken bag Netborger.dk, som der nu er købs-snak om hos KL, så naturligvis mener han dette.
 
En borger i Danmark vil altid opleve forskellige "snitflader" med det offentlige, fysiske som digitale. Om man taler om skole-hjem-portal, kommunen, regionen, lægen, sygehuset, paskontoret eller politibetjenten vil alle disse kontakter for borgeren opleves som en kontakt til det offentlige.
 
Det er efter min mening utopisk at tro at alle disse institutioner kan tvinges til at lade deres virke foregå på et eksternt website / portal, eller lade deres handlemuligheder begrænse af samme. Det må vel være en mere nærliggende tanke, at lave alle disse snitflader, tekster og hvad man ellers kunne tænke ind i en sådan portal som en bagvedliggende service som den enkelte institution (eller IT leverandør) kunne trække på til deres respektive systemer. På denne måde kunne man sikre det decentrale element samtidig med, at de elementer der var fælles kunne løses centralt.
 
Man ser jo problemet i dag med Netborger.dk - som jo opfører sig som portal, men ikke overholder gældende standarder (wai), koster alt for meget og ikke integrerer tilfredsstillende med kommunernes webløsninger.
 
Derfor bør vi også i Danmark gøre det til et lovkrav at offentlige webløsninger overholder gældende internationale standarder - herunder WAI A og XHTML, nøjagtigt som OIO anbefaler det.
 
Man kan jo med et let smil på læben gå ind på www.minside.dk, som KMD ejer, og notere sig at den heller ikke overholder standarderne. Et signal man nok skulle kunne fortolke en hel del på.

Ingen Kommentarer

Hvad Den Digitale Signatur kunne bruges til nr. 1

Lagt op af Bredgaard i Tilgængelighed, Webmetode den 18. oktober, 2005

Holdningsvæg i folketinget

Jeg kommer lige fra et lille seminar i Videnskabsministeriet, hvor jeg skulle fortælle om e-demokrati. Her var Raskun Helles fra MODINET også, og han fortalte at når det kom til ønsket om dialog eller interaktivitet med brugeren på hjemmesider stod parlamenterne (folketing) til karakteren 0.

Hvis vi ønsker at benytte vores digitale muligheder til noget som helst, bliver vi nødt til at tænke anderledes. De politiske beslutningstagere er blevet så elitære i deres repræsentative demokrati at de ikke længere kan fårstå Fru Hansen, der bare vil have skiftet den flise der er knækket i fortovet. Nej, de vil hellere debattere differentierede borgerservices i et netværkssamfund – noget de ikke engangsels helt forstår.

I denne den første i en serie af forslag til kreative måder at bruge Den Digitale Signatur på, vil jeg foreslå at der blev stillet en storskærm op i forletinget. Der er i forvejen en rækkemedier der dækker debatten i folketinget (måske kunne den streames på nettet?) Hvis vi som borgere kunne følge med, logge ind på folketingets hjemmeside med Den Digitale Signatur, og slutteligt komme med vores besyv. Alle vores holdninger som enkeltpersoner skulle så langsomt sive hen over storskærmen, og den enkelte politiker kunne så se på eller lade være.

I dag er det så megen information at vi har behov for at kunne vælge fra. Derfor skulle løsningen ikke lægge op til, at alle vores holdninger nødvendigvis skulle læses af alle vores politikere. Det skulle blot være en kæmpe piplende "live" holdningsvæg, der skulle minde politikerne om at der sad et par millioner danskere og følte konsekvensen af deres beslutninger.

Skulle der så smutte en enkelt "søren elsker lotte" hen over muren, så gik der nok ikke skår af nogen af den grund. Det kunne endda være at det kunne få hr. kofoed eller pia til at smile bare en enkelt gang.

Ingen Kommentarer

Digital signatur til masserne

Lagt op af Bredgaard i Tilgængelighed, Webmetode den 9. juni, 2005

 I dag har vi et helt nyt problem. Jeg skulle skifte min e-mailadresse for et par måneder siden, da min gamle konto modtog ca. 100 spam-mails i døgnet fra asien. Det var jo en kende træls, så jeg tænkte at jeg ville udfase den gamle adresse, og lave en ny. Det er jo en forholdsvis smal sag. Op med et nyt domæne, smæk en e-mailkonto op - og tju bang, så er vi klar. Troede jeg. Da jeg ville ændre mine oplysninger på den digitale signatur, viser det sig at A. Man kan ikke "logge på" med sin digitale signatur - for at se / ændre sine oplysninger. B. Man kan ikke ændre sin e-mailadresse, og slet ikke have mere end én e-mailadresse knyttet til signaturen (Dette ville jo være rart når man nu har en 4-5 forskellige adresser). Jeg troede jo i al min naivitet, at det handlede om at man skulle kunne signere et elektronisk dokument med sin signatur - ikke have en uforanderlig e-mailadresse. 

I dag virker den digitale signatur da vist udmærket rent teknisk. Men på mit arbejde i dag havde jeg en interessant oplevelse. En af mine kolleger fortalte mig at hun havde droppet at få installeret signaturen. Der var gået noget galt i installationen - og hun havde bakset noget med den. Familiens computernørd havde sågar været på den - og lige lidt hjalp det. Det nytte ikke noget, og hun havde nu besluttet at droppe det.

Tænk sig at kernen i Danmark digitale satsning er strandet på en dårlig installation! Det kan jo være så mange ting der går galt, men en XP med servicepack 2 brokker sig fyrsteligt når TDC forsøger at tvinde deres ActiveX objekt ned i halsen på den.

Vi står på tærsklen til det simple og effektive liv med én signatur til det hele, med masser af offentlige såvel som private løsninger. Nu mangler vi bare at få den installeret…

Ingen Kommentarer

Usability eller brugervenlighed

Lagt op af Bredgaard i Anvendelighed, Tilgængelighed, Webmetode den 6. april, 2005

Hvad er forskellen på "usability" og "brugervenlighed"?

Som ordet jo fortæller, er usability, studiet i brugbarhed. Hvorimod brugervenlighed er studiet i at etablere et interface, som er venligt mod brugeren. Spørgsmålet er da om begreberne er ens, eller forskellige?

Usability er et begreb, som ikke opstod i forbindelse med internettet, men derimod med computeren. Det første tegn på denne diciplin kan spores i 60′erne med musen og lyspennen hvorimod jeg ikke er stødt på begrebet brugervenlighed før efter Internettets opståen. Når begreberne benyttes i daglig tale, er der som regel ingen forskel, men når man går i dybden forekommer der en fundamental forskel.

I usabilitybegrebet er brugeren ikke centrum, hvilket brugeren er i begrebet "brugervenlighed". Denne forskel ændrer imidlertid ikke på det faktum at 99% af alle usability eksperter er fortalere for bruger inddragelse (jvf. den nordiske tradition). Således er der tale om prioriteter. Ved usability er brugbarhed nummer et, og ved brugervenlighed er brugeren nummer et.

Ethvert website bør være brugbart, men ikke nødvendigt "useit.com" brugervenligt. Der er et endnu ikke anerkendt potentiale i oplevelser som variabel i usabilitystudier. Websites som Cocacola, ecco, gilette o.a. fokuserer mere på brugen af de nyeste teknologier til at overføre en spændende oplevelse til brugeren end at sikre overholdelse af standarder og section 508. Lykkes det er disse websites langt mere brugervenlige end andre, da de formår at forføre brugeren ind i et univers hvor de fængsles af ideer, visuelle effekter og meget mere, nøjagtigt som i film, hvilket i sidste ende giver en meget positiv oplevelse, hvorfor de også må forstås som "usable", men teknisk set ikke som brugervenlige, da de er svære at benytte (Lidt a la en DVD menu). Brugervenlighed som begreb bør derfor erstattes af et nyt.

Dette begreb kunne være anvendelighed. Anvendelighed er fri for brugerens umiddelbare inddragelse, og hæver metoderne op på et niveau hvor alle parter kan tilgodeses i et større perspektiv. Derfor er det en vind-vind situation at orientere sig omkring anvendelighed. Begrebet er ligeledes mere tro overfor det oprindelige "usability", hvor det netop er brugen (eller anvendelsen) der har første prioritet.

Ved at acceptere at der er to parter, som skal tilgodeses, firgøres et utal af nye synsvinkler for at skabe kontakt eller at kommunikere mellem virksomhed og bruger. Der opstår en forståelse omkring, hvad man vil, og hvordan man gør det. Brugeren skal naturligvist til stadighed have adgang til løsninger, de kan anvende, men kun til det de er tiltænkt. Når en usability ekspert klager over, at man ikke er WAI AAA valideret, er det muligvis fordi, man ønsker at benytte en ræke teknologier til at opnå et bestemt mål, som ikke er godkendt hos WAI. Det betyder ikke automatisk, at løsningen íkke tager hensyn til brugeren. Det kunne betyde, at man vidste hvad man ville opnå, og hvordan man vil opnå det. Dermed ikke sagt at der er behov for overholdelse af standarderne - for det er der. 99% af alle løsninger der ikke kan validere kan begrundes med sjusk, ligegyldighed eller manglende ressourcer, men det tager vi en anden dag.

Ingen Kommentarer

Tilgængelighed og det offeltlige

Lagt op af Bredgaard i Anvendelighed, Tilgængelighed, Webdesign, Webmetode den 30. marts, 2005

Tilgængelighed og det offeltlige

Tænk hvis vi skulle tænke på andre…
Kender du stedet "Dansk Center For Handicappede" (www.dcft.dk)? Der er sådant et sted hvor de kan hjælpe dig med at forbedre dine produkter så de tager hensyn til, at ikke alle har 100% optimale betingelser. De har sågar lavet en undersøgelse hvor en lang række danske CMS producenter fik muligheden for at vise deres værd når det kom til understøttelse af gældende standarder og tilgængelighedsprincipper.

Det er et godt center.

Jeg fik en undren her forleden. Er der egentlig ikke en dansk lov, som påbyder virksomheder at tage hensyn? Jeg sendte Peter fra www.dcft.dk en e-mail, og spurgte. Med fare for brud på brevskriveriets fortrolighed, bringer jeg her hans uredigerede svar:

Der findes ganske rigtigt i Danmark en lov om ligestilling af handicappede. Den hedder Nr BSF 43 "Folketingsbeslutning om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere" og er fra 1993. Læs mere om den på følgende adresse hos Center for ligebehandling af Handicappede http://www.clh.dk/b43.htm Det fremgår af denne beslutning, at "Folketinget henstiller til alle statslige og kommunale myndigheder samt private virksomheder med eller uden offentlig støtte - at efterleve princippet om ligestilling og ligebehandling af handicappede med andre borgere og - at tage hensyn til og skabe muligheder for hensigtsmæssige løsninger under hensyntagen til handicappedes behov i forbindelse med forberedelse af beslutninger, hvor hensyntagen overhovedet kan komme på tale."

Følgende har jeg hentet fra Center for ligebehandling af Handicappede:

Princippet om ligebehandling af handicappede med andre borgere har siden 2. verdenskrig været et grundprincip i dansk handicappolitik. Idealet for et samfund baseret på ligebehandlingstanken er et samfund, som giver lige muligheder for borgere, som har en funktionsnedsættelse med borgere uden funktionsnedsættelse. Idealet om lige muligheder er fastsat i FN´s Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede. Idealet om ligebehandling og lige muligheder bygger på et menneskesyn, hvor mennesker opfattes som lige uanset køn, nationalitet, race, handicap etc. Reel ligebehandling opnås ved at rette op på en ulige situation. For mennesker, som har en funktionsnedsættelse, forudsætter ligebehandling kompensation (afhjælpning) for den nedsatte funktionsevne. Kompensation som kan bringe personen på niveau med andre, som ikke har en funktionsnedsættelse, dvs. lige muligheder. Set ud fra det miljørelaterede handicapbegreb, hvor et handicap alene eksisterer, fordi omverdenen er uhensigtsmæssigt indrettet, handler ligebehandling om, at samfundet bør indrettes for alle. Engelsk sprogbrug anvender betegnelsen mainstreaming. I denne forbindelse er begrebet tilgængelighed centralt, da et samfund, indrettet så det er tilgængeligt for alle, også er et samfund, hvor personer, som har en funktionsnedsættelse, kan færdes i og fungere på lige vilkår med personer uden funktionsnedsættelser.

Tager man afsæt i FN"s Standardregler om Lige Muligheder for Handicappede, regel nr. 5, som omhandler begrebet tilgængelighed, står der, at tilgængelighed er altafgørende for opnåelse af lige muligheder i alle områder af samfundet. Der står videre i regel nr. 5 omkring (a) Adgang til de fysiske omgivelser, at "de enkelte lande bør iværksætte foranstaltninger til at fjerne barrierer i de fysiske omgivelser. Disse foranstaltninger bør bestå i at udarbejde standarder og retningslinjer samt at overveje at indføre lovgivning til at sikring af tilgængelighed til forskellige områder i samfundet, for eksempel boliger, bygninger, såvel offentlige som andre transportmidler, gader og andre udendørs omgivelser." Regel nr. 5 beskriver ligeledes vigtigheden af, at personer med funktionsnedsættelser har adgang til oplysning og kommunikation.

Med hensyn til krav om tilgængelighed på netsteder forholder det sig således, at man i 2000 på EU-niveau tog initiativ til en e-Europaplan, som blandt andet indeholder en hensigtserklæring om, at EU-medlemsstaterne skal indføre de såkaldte WAI-retningslinier for tilgængeligt web-design inden udgangen af 2001.

EU-Kommissionen har desuden den 25. september 2001 offentliggjort en meddelelse om den del af eEuropa planen, som handler om at gøre hjemmesider i EU tilgængelige for handicappede. Meddelelsen indeholder et stærkt signal om hvor højt, kommissionen prioriterer arbejdet med at sikre, at handicappede ikke udelukkes fra netsamfundet. Læs meget mere om denne meddelelse på EU websitet: europa.eu.int

Helt specifikt handler det om at overholde de internationale WAI retningslinjer for tilgængeligt webdesign fra World Wide Web Consortium: WCAG 1.0 (Web Content Accessibility Guidelines)og den officielle målsætning indenfor EU er, at hjemmesider bør overholde samtlige prioritet 1 og 2 krav fra retningslinierne WCAG 1.0.

Der findes altså ikke en decideret lov i Danmark, men en meget kraftig hensigtserklæring på området for netsteder.

At tænke sig at et land som Danmark ikke gør mere end lave hensigtserklæringer. Det syntes jeg er ærgeligt.

Ingen Kommentarer

E-handelsfonden til grin eller gavn?

Lagt op af Bredgaard i Anvendelighed, Tilgængelighed, Webmetode den 26. maj, 2004

E-handelsfondens e-mærke har i de seneste år markedsført sin som en offentlig mærkeordning, der garenterer forbrugeren, at et gived website overholder gældende dansk lovgivning på e-handels området. Spørgsmålet er om e-handelsmærket er til grin eller gavn med deres 159 mærkede websites pr. 26.maj 2004?

Først en opsummering af E-mærkets historie

E-mærket blev stiftet i 2000, som en fælles indsats for bedre vilkår for de e-handlende, i et samarbejde mellem:

Det er jo en ganske betydelig samling store spillere, selv om man kunne ønske sig flere interessenter der talte forbrugerens interesser. Men nuvel, det er fondens medlemmer.

I e-mærkets charter siges det, at mærkeordningen både er for almindelige websites og websites med e-shops. Mærkeordningen dækkende på denne måde alle websites under .dk top level domænet. Med mærket ønsket man at bringe tryghed til forbrugeren og en sikkerhed for at de websites man måtte komme i kontakt med vil handle etisk forsvarligt med ens informationer. Tryghed, etik og forsvarlig opførsel fra medlemmernes side er på denne måde de helt centrale elementer i ordningen. E-mærket er også en garant for at de virksomheder der er med i mærkeordningen, overholder gældende love som vedrører Internet. Her må i særdeleshed tænkes på lov om visse forbrugeraftaler (fjernsalg) og Persondataloven. Der er derimod ikke nævnt retningslinjer omkring ligestilling at forbrugere som f.eks. WAI principperne eller andre retningslinjer opstillet af W3C. 

Mærkeordningen er således tænkt som en kampagne der skal modne markedet (forbrugeren) til at foretage flere indkøb på Internet. Danmark har aldrig i stor udstrækning benyttet postordresalg eller dørsalg. Loven blev så vidt vides lavet for netop denne type handel i 1987, som må siges at være lidt tidligere end e-handelens indtog i Danmark. Der er derfor heller ikke en forbrugerorienteret del af mærket, hvor forbrugere kan klage over medlemmer af ordningen og der stilles heller ikke nogen form for garenti fra e-mærkets side overfor forbrugeren om erstatning hvis et medlem skulle misbruge ordningen. Det er heller ikke e-mærket der håndhæver de love der henvises til. Med eller uden e-mærket skal enhver erhvervsdrivende overholde disse love, og det er således op til staten at håndhæve disse, e-mærkeordning eler ej.

Hvis forbrugeren kan flyttes med ordningen er det imidlertid en ganske god ide. Altså en reklamekanpagne for e-handel. Det nævnes at 70% af forbrugerne foretrækker at shoppe på websites med e-mærket, og det kan jo heller ikke undre. Hvis en virksomhed skal godkendes til ordningen bliver de kontrolleret, og virksomheder der bliver kontrolleret må jo være bedre end virksomheder er ikke bliver kontrolleret? På denne måde er e-mærkeordningens egentlige grundlag, at flytte markedsandlele fra virksomheder uden e-mærket til virksonheder med e-mærket. Go ide - specielt for medlemmerne.  

Hvad koster e-mærket, og hvad får man

Alt efter størrelsen på ens virksomhed, koster det fra kr. 1.5000,00 til kr. 5.200,00 at blive medlem. Herudover betales et årligt kontingent på mellem kr. 3.000,00 og kr. 9.100,00.

For dette beløb får man æren af at kunne benytte e-mærket på ens website. Der kan blive foretaget stikprøvekontrol af ens website, og der placeres et link på ens e-mærke der henviser til et "certifikat" på e-mærkets hjemmeside der verificerer virksomhedens medlemskab, og seneste kontroldato.    

Hvem har glæde af e-mærket

Alle medlemmer af e-mærket som har webshops, vil have en konkurrencemæssig fordel. Der bliver spillet på forbrugerens frygt for "Internet røvere" der ligger på lur for at rippe ens konti. At det reelt set er lige så farligt at handle alle mulige andre steder er ikke relevant i denne sammenhæng, for i dette spil er reglen at "hvis de ikke er e-mærkede, er de potentielle røvere". Man kan således fjerne er barriere som virksomhed, i forbindelse med ens e-shop. Dette bygger på ideen om "persuasive computing" (ikke at forveksle med pervasive computing), som er ideen om at påvirke brugeren i en bestemt retning. Man kan læse mere som dette emne på www.captology.org.

Forbrugeren har på overfladen også glæde af e-mærket, idet der føres kontrol med medlemmerne. Imidlertid er denne kontrol baseret på stikprøver, og e-mærket stiller ingen garentier eller sikkerhed for brugeren.

Er e-mærket til grin eller gavn

E-mærket tilbyder en falsk tryghed, der intet har på sig. Dette udsagn er baseret på følgende grundlag:

  • Forbrugeren kan ikke "anmelde" en virksomhed der ikke overholder e-mærkets retningslinjer
  • Forbrugeren kan ikke give virksonhederne karakterer  
  • Det fulde regelsæt for e-mærket er ikke tilgængeligt for forbrugeren i et forståeligt sprog. Der henvises blot til "tryghed"
  • Forbrugeren kan ikke få erstatning af e-mærke ordningen når medlemmer snyder
  • Forbrugeren kan ikke skrive bedømmelser af virksomhederne
  • E-mærket er ikke gradueret, således at nogle virksomheder er mere sikre / trygge end andre (det er enten eller)
  • E-mærket er en juridisk kontrol og ikke en teknisk kontrol. Hvis en virksomhed benytter en betalings-gateway med sikkerhedsbrister, gælder e-mærket stadigt.
  • Gædende lov, samt PBS sikrer langt de fleste af e-mærkets kerneområder

Konklusionen er dog alligevel ikke så simpel. Man kan ikke sige om e-mærket er til grin eller gavn. Man kan dog sige at e-mærket har et seriøst problem med sin integritet. Der er en fordækt reklamekanpagne, der tvinger armen om på ryggen af virksomhederne, støttet af videnskabsministeriet, for at lænse dem for penge. Dog sættes der fokus på forbrugersikkerhed, hvilket i sig selv er en nobel sag. Det er bare påå den helt forkerte måde.

E-handelsmærket arbejder med en slags "beskyttelsespenge". Hvis du ikke har mærket, tror brugeren at du snyder. Det er jo den helt forkerte måde at gavne på, og derfor kan det heller ikke undre at medlamstaller er så forsvindende lavt.

Hvad bør der ske

E-mærket bluffer, og de er blevet afsløret fra starten.

For at dette ellers noble projekt skal virke, bør ordningen gøres gratis, og virksomhederne skal af egen drift sikre at gældende lov overholdes. Forbrugeren skal inddrages i langt højere grad, og virksomhederne skal stå til ansvar for deres brugere. På denne måde vil ordningen få langt større udbredelse, og i kraft af dette stille forbrugeren bedre.

Det var jo forbrugeren det startede med… 

Ingen Kommentarer