Bedst på nettet holder kikkerten for det blinde øje

Danske kommuner med flere himler op om at konkurrencen Bedst på nettet er gået over gevind med deres evindelige fokus på overholdelse af W3’s “Web Content Accesibility Guidelines” (WCAG).

Jeg tror jeg har arbejdet med Bedst på nettet siden det startede tilbage i 2001. I min karriere har jeg været med at til lave kommunale hjemmesider, og har sågar hjulpet en af medlemmerne i dommerpanelet med web da der stadig var noget der hed “det digitale nordjylland” (http://www.detdigitalenordjylland.dk/). Jeg har også arbejdet med den mindre kendte side af bedst på nettet, kendt som “bedst til nettet”, hvor wcms leverandører konkurrerede om at levere den mest tilgængelige pllatform til web indhold. De seneste år har jeg ikke haft samme mulighed, men ideerne bag bedst på nettet lever videre i den måde jeg tænker tilgængelighed på.   Senest var jeg webmaster i Hals Kommune inden kommunesammenlægningen, hvor jeg deltog aktivt i konkurrencen. Jeg har siden starten haft den største respekt for det gode arbejde Bedst på nettet har lavet.

I 2008 knækkede filmen så da det trak overskrifter at kun 24 af de 664 offentlige hjemmesider, der deltog i Bedst på nettet 2008 formåede at leve op den tekniske del. Den lidt skæve vinkel gik på, at det måtte betyde, at Bedst på nettet skulle ændres eftersom Bedst på nettet dermed måtte være for teknisk og lidt sarkastisk antyder at projektet kun fokuserer på at være bedst for blinde (http://www.danskekommuner.dk/default.asp?id=118134 og http://www.danskekommuner.dk/default.asp?id=118171&query=%22Bedst+p%E5+Nettet+vil+%E6ndre+kurs%22).

Konsekvensen har indtil videre været at handicaporganisationerne har trukket sig fra dommerpanelet (http://www.version2.dk/artikel/10020-handicaporganisationer-traekker-sig-som-bedst-paa-nettet-dommer) og har opfordret videnskabsministeren til at komme med en udmelding om sagen (http://www.handicap.dk/dokumenter/breve/brev-til-videnskabsministeren-vedr.-bedst-pa)

Morsomt nok har ingen af de 640 offentlige hjemmesider der jamrerer over de tekniske krav gjort sig selv den tjeneste at overhold de krav der trådte i kraft 1. januar 2008, om syv sæt af obligatoriake åbne standarder, der blandt andet favner wcag (http://www.itst.dk/arkitektur-og-standarder/Standardisering/Aabnestandarder/de-syv-set-af-obligatoriske-standarder). Det betyder i realiteten at der arbejdes på at ændre kriterierne for en kommunal konkurrence således at man som deltager ikke skal leve op til de krav videnskabsministeriet (som er bagmand for Bedst på nettet) har opstillet.

Skulle man alligevel se sig selv storslået nok til alligevel at betvivle kravene om at leve op til WCAG, og sikre at offentlige hjemmesiders anvendelighed og tilgængelighed – skulle man måske skæve til baggrunden for Bedst på nettet.

I år 2000 iværksatte EU et initiativ kaldet “E-inclution” (http://ec.europa.eu/information_society/activities/einclusion/policy/index_en.htm) Dette intiativ pålagde alle EU’s medlemsstater til aktivt at arbejde på at skabe et informationssamfund der var rummelig. Nogle lande har valgt at gøre dette ved hjælp af lovgivning (se en liste på http://www.w3.org/WAI/Policy/ eller mere konkret Englands version på http://www.webcredible.co.uk/user-friendly-resources/web-accessibility/uk-website-legal-requirements.shtml), mens andre som Danmark valgte at satse på udbredelsen af “good practice”. Det betyder at den direkte konsekvens af EU’s ønske om et inkluderende samund for Danmarks vedkommende har været Bedst på nettet (http://www.einclusion-eu.org/ShowCase.asp?CaseTitleID=2111). Man kan endda spore EU’s initiativ lidt længere tilbage til UN’s ønsker, der konkret opfordrer medlemslandene til at arbejde med tilgængelighed ift. deres UN Enable program (artikel 9 – 1b http://www.un.org/esa/socdev/enable/rights/convtexte.htm#convtext).

Der er således en direkte linje fra UN, gennem EU til Danmark, og herunder Bedst på nettet. Der findes kun én international åben standard for tilgængelighed – som naturligvis er WCAG. Denne standart har andre pendenter som f.eks USA’s Section 508, som allerede haft juridiske konsekvenser (http://www.out-law.com/default.aspx?page=9389).

Det forekommer mig mærkværdigt at formanden for Bedst på nettet, Jesper Thyrring Møller, står som aktiv fortaler for at ændre på kriterierne således at noget så simpelt som at overholde gældende regler ikke længere bør være obligatoriske for at vinde konkurrencen.

Når det er sagt, har jeg stor forståelse for “kommunikatørene” der støjer i kulissen. Når man ikke har en baggrund i tilgængelighed, er det svært at forstå ideen i tilgængelighed, og hvis man af natur ikke har et ønske om at inkludere alle samfundets borgere i det offentlilges web tilstedeværelse, så falder det jo ligefor at kritisere den eneste institution i det offentlige Danmark der taler for WCAG i det offentlige rum.

Måske kunne en løsning være at alle de omskolede web-journalister fik deres egen pris – måske i K-forum regi (http://www.kommunikationsforum.dk/). På den måde kunne de stadig holde hovedet højt og prise hinanden for deres fantastiske (utilgængelige) indhold, og undgå disse tekniske petitesser.

Egentligt syntes jeg det er sørgeligt at Danmark ikke er nået længere. Vores Bedst på nettet initiativ, og de obligatoriske standarder rækker ikke længere end til det offentlige, og vi har ingen lovgivning der pålægger erhvervslivet at gøre noget. Vi er et eller andet sted kommet af sporet, og debatterer nu hvem der skal vinde en konkurrece når vi burde tale om hvordan enhver dansk hjemmeside burde overholde et sæt simple, indlysende internationale standarder der forbedrer weboplevelsen for alle og gør indhold tilgængelig på nettet for handicappede såvel som søgemaskiner.

Alt andet lige er der en rigtig god “business case” i at overholde WCAG (http://www.w3.org/WAI/bcase/Overview).

Ingen Kommentarer

Drift af webløsninger

Den findes ikke. Jeg har ledt og ledt, men ligegyldigt hvor meget jeg leder kan jeg ikke finde en bog om drift af webløsninger. Der findes naturligvis en bunke bøger om “web project management”, men det tætteste jer er kommet er Web Management in Practice.  Den virker ikke helt som om den dækket et team af webprofessionelle der
skal holde et eller flere websites af en rimelig størrelse i luften. Jeg syntes der mangler noget skalering.

Derfor har jeg selv gjort mig nogle tanker om drift af webløsninger i et EWCM (Enterprise web content management) perspektiv.

Første forsøg ser på definitionen af de arbejdsområder som driften skal dække. Jeg har lavet en lille
illustration, der naturligvis kan forbedres over tid, men here goes.

Illustration af en drifts motode for web content management løsninger

Jeg har forsøgt at lave en række aktiviteter der er løst koblet på tilsvarende arbejdsområder. Dette er gjort af to grunde. For det første vi jeg gerne kunne koble et arbejdsområde på en kompetenceprofil. Det er f.eks. sjældent man finder en udvikler der kan lave systemintegration, der også er dygtig til SEO/SEM. Derfor kan det være en god ide når man ser på organisationens kompetencelandkort, at de kompetenceprofiler jeg har redegjort for, kan dækkes i
weborganisationen.

  1. Aktivitet: Monitor -> område: web content management system
  2. Aktivitet: Produce -> område: Production
  3. Aktivitet: Understand -> område: Usage
  4. Aktivitet: Syndicate -> område: Syndication
  5. Aktivitet: Integrate -> område: Integration
  6. Aktivitet: Develop -> område: Backend
  7. Aktivitet: Analyze -> område: Front end
  • 1. aktivitet omhandler udelukkende det pågældende system man måtte bruge som CMS.
  • 2. til 5. aktivitet omhandler de daglige arbejdsopgaver der vil være i en driftsorganisation
  • 6. og 7. aktivitet fokuserer på henholdsvis frontend og backend.

Der vil naturligvis være noget overlap mellem de treområder, men de bibringer tre forskellige fokusområder man kan
strukturere driften i forhold til.

Aktivitet: Monitor -> område: web content management system
En monitorfunktion på content managementsystemet på være
internettets svar på en maskinmester. Der er de klassiste ting som
oppetid og broken links, men jo større en organisatione man får, jo
mere monitorering er der for webmasteren. Det kan være design
compliance, wgag compliance, workflow kontrol i systemet, bruger og
rollestyring o.s.v. Mange af de processer man normalt ville modellere i
et workflow skal sikkert også mionitireres her, gennem rapporter og
lignende.
Aktivitet: Produce -> område: Production
Dette er naturligvis en centralt element i modellen, der i
høj grad hænger sammen med alle andre elementer. Det der produceres,
syndikeres. Det der integreres skal også oparbejdes til egentlig
indhold – da det sjældent er muligt at publicere “as is”. Brugen af
websitet, og systemets levering af indhold har også en direkte relation
til produktionen, så egentlig burde området “produce” måske have en
mere central placering. Ofte vil det rå indhold være leveret fra andre
kilder end web-teamet selv. Her genner der sig en af de klassiske
web-problemstillinger. Hvis web-teamet ikke er med på sidelinjen
allerede fra starten kan det resultere i råmaterialer der ikke egner
sig til web, eller skal gennegå en stor forandringsprocess. En
klassiker blandt klassikere er reklamekampagner der 1½ dag før launch
bliver smidt på websitet, med materialer fra print -kampagnen, uden
stillingtagen til webmediet. Man kan ikke altid forvente at det indhold man producerer i sandhed er unikt, men hvis man sikrer at det er af en tilpas høj kvalitet, i relation til sine brugere, kan man stadig forvente at det kan være formålstjenesteligt. At kopiere sit marketingmateriale
Aktivitet: Understand -> område: Usage
Da alle brugsscenarier vedrører brugeren er der flere indgangsvinkler til at skabe sig en forståelse for brugen af systemet. Ofte er en bred vifte af forskellige metoder den bedste vej til at optimere webløsningen. Jeg vil ikke gå i detaljer med de enkelte metoder, men alt fra egentlige usability-studier men usabilitylabs m.m. til alm webanalyse og heuristisk evaluering kan være passende alt efter den konkrete situation. Jeg er selv fortaler for at teste “motorvejene” med brugerrepræsentanter, og benytte de erfaringer man får her i kombonation med ekspertevaluering som en slags “metode triangulering”, og basere sit daglige arbejde herpå. På denne måde kan man gøre de ofte dyre og komplekse, kvalitative brugerundersøgelser til selvstændige projekter, og sikre sig maksimal udnyttelse af resulteterne. Derudover er der en væsentlig mængde testværktøjer, som Lynx, firebug eller Web Accessibility toolbar der kan hjælpe i optimering af løsningerne. Jeg tror ikke på “guriella-test” der efter min mening kan er stattes af ekspertevaluering hvis man har et tilfredsstillende grundlag at vurdere ud fra.
Aktivitet: Syndicate -> område: Syndication
Der forekommer flere former for syndikering, men generelt handler det om at få sit indhold ud på andre domæner, og derfra linke ind til ens landingpages / funnels. Den klasiske syndikering kan være er RSS feed, der er koblet på www.Technorati.com eller www.pingomatic.com. Der er mange bud på mere integreret syndikring. De bedste eksempler er når to eller flere parter deler indhold eller funktionalitet, der beriger begge parter. Simple “gensidige links” fungerer ikke i dette setup, da det ikke giver værdi for parterne, og søgemaskinerne sjældent giver point for gensidig eller reciprok linking. Et nutidigt eksempel er www.boligsiden.dk, hvor (næsten) alle ejendomsmæglere har deres aktuelle ejendomme til salg. Brugeren får værdi, da men ikke skal søge bolig ved hver eneste ejendomsmægler, og ejendomsmæglerne får værdi, ved at kunne tiltrække flere besøgende. Ejendomsmæslerforeninger får også værdi i den forstand at de fremstår som det “samlede boligmarked”, hvorved foreningens legitimitet styrkes, så alternative mæglere presses ind i foreningen. Traditionelle eksterne bannerkampagner kan også ses som en form for syndikering, men dette skal naturligvis ses i et mere marketingorienteret perspektiv.
Aktivitet: Integrate -> område: Integration
Der er umiddelbart to veje i integrationen. Indfra og ud, samt udefra og ind. I indefra og ud scenariet har vi klassisk systemintegration. Integrering af back-office i et webmiljø forudsætter naturligvis kraftig involvering af traditionelle IT-udviklere. Her vil den overordnede “enterprise arkitektur” på IT området have stor betydning for de muligheder man har for at levere indhold fra de eksisterende miljøer. Et typisk eksempel er integratione til supprt, produktkataloger, manualer / drivere o.s.v. Alle manuelle processer i denne forbindelse er dømt til, på et eller andet tidspunkt, at fejle, hvorved man mister systemintegritet. Redundans er (næsten) altid af det onde her, og bør bekæmpes. Det er ofte i integrationen af eksisterende data, en webløsning skaber værdi. I det tilfælde hvor integrationen er det centrale, virker webløsningen som en platform til formidling. Udefra og ind integration forudsætter en god processhåndtering i systemerne. Er der f.eks. tale om håndtering af kundekontakter, vil et være vigtigt at både kontaktdatabaser, notifikation/email og website fungerer i en veldefineret process med målbare KPI’er og normer. Derfor må man altid sikre sig at der er et organisatorisk setup der kan understøtte disse systemet og processer.
Aktivitet: Develop -> område: Backend
Ren udvikling, kan naturligvis hænge sammen med både produktion og integration. Ja – for så vis alle områderne i modellen. Når de alligevel er taget us om et selvstændigt område, er det fordi rollen “webudvikler” allerede er en veldokumenteret del af et web-team. I websammenhænge er der naturligvis ikke behov for at udvikle nye metoder. Webudvikling er udvikling på linje med alle andre former for udvikling. Det største forskel er at websuvikling ofte indeholder væsentligt mere interaktivitet og brugergrænseflade. Derfor er der behov for at der i analysefasen er et let øget fokus på wireframes, mockups og de processer der ligger der. Forudsat at webudvikleren indgår i et samarbejde med en frontendudvikler eller en webdesigner, vil der ikke være et behov for store interfacekonpetencer, men det kræver at der er stor forståelse for dem, og et meget proaktivt samarbejde. Udviklingsarbejdet vil også foregå med et API til et CMS eller i et framework. Dette er ofte koblet på en udviklingsmodel som f.eks. Rational Unified Process, eller tilsvarende modeller.
Aktivitet: Analyze -> område: Front end
Marketingkoordinatorer, webmasters, accountmanagers, projektledere, usabilityspecialister. Der er mange roller der har haft fingrene nede i denne kategori. Det er den klart mindst web-tekniske del af hele driften, og er derfor en udemærket vej for “ikke-kodere”. Den hænger sammen med “understand -> usage”, og “monitor -> WCM” men knytter sig mere til de forretningsorienterede dele, og eksterne kilder. At finde de rigtige kilder til kampagner, at håndtere SEM, at sikre “inbound linking”, og at man ikke havner i et “bad neighbourhood”, der kan have negativ værdi i søgemaskinerne. At overvåge konkurrenter, at finde nye muligheder i markedet (web 2.0 / 3.0 – hype), og etablere samarbejder på tværs af domæner. Man kan sige at forretningsudvikling sigende for området, krydret med en god analytisk og markedsføringsmæssig tæft.

1 Kommentar

Tilgængelighedsstandarder i store organisationer

Da W3 påbegyndte version 2 af deres WAI (web accessibility initiative) wcag standard (web content accessibility guidelines) gav det anledning til megen kritik. Den væsentligste kritik bestod af artiklen “To Hell with WCAG 2″ fra A list Apart. Artiklen er forfattet af Joe Clart, der har været en aktiv deltager i WCAG arbejdet, men som nu har kastet håndklædet i ringen. Denne kritik blev besvaret af Martin Kliehm i hans post “To hell with Joe Clark” og tilbageviste elementer i Joe Clarks kritik.

Som en følge heraf påbegyndte en gruppe usability eksperter en alternativ revision af Wcag 1, som i dag går under navnet wcag saurai. Denne gruppe har udgivet en errata til version 1, som tilgodeser de væsentligste anker i relation til både version 1 og version 2 af Wcag.

Man skal efter min mening være yderst forsigtig med at benytte disse retningslinjer.

En præmis for Wcag samurai rettelserne er, at følger man dem, kan man ikke påberåbe sig Wcag comformance. Derfor træder man udenfor en international standard til fordel for en udbrydergruppe.

Deres nye rettelser er naturligvis funderet i brugeren – og har derfor min støtte på det operationelle plan. Skal man som organisation arbejde hen imod et struktureret brugervenlighedsprincip, er det imidlertid en anden sag. At satse sin drift på en gruppe helte, vil være yderst uklogt – når der i forvejen er en stærk standard udgivet af en troværdig organisation.

Wcag 2.0 er stadig blot et udkast, så derfor er det p.t. klogest at afvente sagens gang. Når Wcag 2.0 bliver en anbefaling, må det vurderes hvorledes man bedst muligt kan lave anvendelige løsninger, og stadig overholde principperne. Er principperne ikke gode nok, må man undersøge mulighederne for at gøre det bedre – uden at bryde de grundlæggende principper.

Wcag 2.0 lever stadig. Mest fordi vi har brug for en fælles standard – ikke fordi det er den bedste.

Derfor vil jeg også anbefale at man kun benytter de samuraiprincipper der er forligelige med Wcag 1.0 – således at man positionerer sig bedst muligt til 2′eren.

, ,

Ingen Kommentarer

Standarder og krav til anvendelighed og tilgængelighed

De fleste industrier har standarder. Standarder er typisk noget vi benytter for at leve op til et givent regelsæt eller en lovgivning. Nogle gange er standarder noget vi benytter for at undgå alt for mange dybe tallerkner i motorrummet, andre gange er de med til at sikre vi kan arbejde sammen.

Et godt eksempel er standarden for valutaangivelse. Mange finansielle systemer rundt omkring i verden arbejder med valuta. Derfor er det en fordel at der findes en ISO standard der fortæller og hvad Danske Kroner bør hedde i hele varden (DKK). På denne måde ved vi i Danmark såvel som i Japan hvad det er vi taler om.

Standarder kan også bruges som referenceramme når vi laver webdesign. Som web-professionelle ved vi jo at vi alle som udgangspunkt er underlagt FN’s konvention om handicappedes rettigheder, om lige adgang til information, men for de få af os der ikke lige har den 100 % i frisk erindring, kan vi jo lige repetere.

FN har lavet en konvention om handicappedes rettigheder. FN konvention om handicappedes rettigheder er inddelt i en række kapitler, og som web-professionelle er vi i særdeleshed interesserede i kapitel 9. I kapitel 9, stk. 1b er det noteret at det er en grundlæggende ret at have lige adgang til information. Det lyder jo meget tilforladeligt, når man ser rettigheden ved første øjekast, men ved nærmere overvejelse må det jo gå op for en at konventionen ikke skelner mellem ”a” og ”b” hold. Det er altså tale om at alle, store som små, skal have lige adgang til information.

Alle lande, herunder alle lande i E.U., har ratificeret denne konvention. Det vil sige at vi som land har forpligtet os til at efterleve principperne i konventionen. I nogle tilfælde gøres dette ved hjælp at lov, men i tilfældet med kapitel 5, stk. 2 er det indtil videre kun sket gennem er såkaldt initiativ. Det vender vi tilbage til lige om lidt. For der er blandt alle disse lande ét enkelt land der alligevel har taget det første skridt til at lave egentlig lovgivning på området. I England lavede men i 2005 en revideret udgave af deres ”Disability Discrimination Act af 2002” I denne reviderede udgave er webløsninger ikke specifikt nævnt, men i den vejledning eller ”code of conduct” der følger med den, er netop webløsninger specifikt nævnt. Dette betyder at det i teorien nu er muligt for handicappede i England der mener at en webløsning ikke giver dem lige adgang til information som en følge af deres handicap, kan ligge sag an, for at få rettet op på problemet. Så vidt jeg ved, har der endnu ikke været en sag på området, men blot at muligheden er der, burde få mangen en multinational organisation op af stolen. Denne form for lovgivning er for resten også gennemført i en række andre lande, og i USA med deres ”Section 508”.

Nu når man har sat sig for at sikre en rettighed ville det jo forekomme hensigtsmæssigt at vi var enige om en måde vi alle skulle opfylde denne standard. Til det formål kunne man jo kigge lidt på organisationen W3. Her er der skabt et initiativ kaldet Web Accessibility Initiative, og dette initiativ har udgivet en række retningslinjer under betegnelsen ”Web Content Accessibility Guidelines”.

Ifølge disse retningslinjer kan det lade sig gøre, med eksisterende teknologier, at lave løsninger der på enhver måde lever op til det oprindelige FN krav om lige adgang til information.

EU har lanceret et initiativ som alle lande deltager i. Det er et initiativ hvor alle deltagende lande forpligter sig til de mål som initiativet opstiller. Initiativet er en snedig måde at sende hele FN problematikken til hjørnespark i en arbejdsgruppe. Men kan på den en side ikke sige at EU ikke hager hånd om sagen – der er jo et initiativ, på den anden side kan man heller ikke side at de lever op til konventionen, men nærmere befinder sig i en proces hen imod overholdelse. Initiativet er nu forlænget 2 gange, unden de store bølger på vandet.

Eftersom alle EU lande der deltager i EU initiativet forpligter sig til de mål initiativet opstiller er man jo tvunget til at udvise et minimum af goodwill. Man kan derfor spore denne FN konvention som en  kaskade der p.t. ender i vores alle sammens ”Bedst På nettet”. Jeg har personligt været i den heldige situation at prove at deltage i det show, både som leverandør af et Content Management System, og som webmaster for et offentligt website. Det skal lige siges at Bedst På Nettet ikke arbejder med de samme regler år for år – det ville være alt for kedeligt. Hvert år ændrer de på kravene således at det der var vigtigt i 2004 ikke er vigtigt i 2007. Hvert år får et tema. Et af temaerne har været tilgængelighed. Det skete kort tid efter at vinderne af de tidligere års ”Bedst På Nettet” viste sig ikke at leve om til selv de mest basale brugervenlighedsprincippet eller tilgængelighedsstandarder. Som webmaster for et offentligt (nu ikke eksisterende) website, var fokus på ”selvbetjeningssystemer”. Pointsystemet gik i al sin enkelthed ud på at tælle samen hvor mange produkter man havde købt i KMD’s Netborger portal. Man kan have mange holdninger til den portal, men jeg har jo tidligere forholdt mig til den problematin da jeg kommenterede på KL opkøb, og transformation af portalen til borger.dk. Men det er en helt anden historie. Ohhh. Det skal jo også nævnes at man lavede initiativer “handicap ingen hindring“, men som webfolk hørte vi ikke rigtigt noget til det.

Nu ligger landet jo sådant at den private sektor ikke nødvendigvis følger den offentlige sektor i tykt og tyndt. Der er da heller ikke kommet en privat pendant til ”Bedst På Nettet”, og det kan sektoren nok prise sig lykkelig for. Det er dog alligevel visse områder hvor der er pippet om emnet. For eksempel har Finansrådet erklæret sin villinged til at følge W3 WAI initiativ i deres Netbanker. Men lur mig om der ikke er en anden grund end ren filantropi – måske skulle grunden findes i pengepungen.

Mangen en web-professionel væger sig ved tanken om at leve op til WCAG 1.0 principperne. De fleste vil fortælle om uendeligt lange arbejdsdage med fejlrettelser for at leve op til noget så ligegyldigt som XHTML validatoren på W3’s website, en kamp på ord med en usabilityarkitekt, der insisterer på at sider også skal fungere uden CSS og JavaScript, og grimme designs hvor fonten både er for stor for grim. Men underligt nok er der samtidigt analyser der viser at tilgængelige og anvendelige webløsninger ikke blot gavner den hancicappede. Det er op imod 8% af alle brugere, der på grund af synshandicap, der har glæde af det. Dertil kommer at gennemtestede, validerede, og analyserede løsninger indeholdet langt færre fejl end dem der røg hurtigt over skranken. I den private sektor ved vi godt at et produkt der er bedre end en andet produkt er noget nemmere at sælge. Derfor må det jo som den naturligste konsekvens betyde at vi alle burde konkurrere på denne parameter. Desværre er der alt for lidt fokus på området. Man kunne ønske sig at DSI eller forbrugerrådet stillede skarp på problematikken, og derigennem fik sparket til dem som det handler om: Forbrugeren. Her strander emnet ind til videre. Som forbrugere er i ikke klar over hvad forskellen på et godt og et dårligt website. Vi mangler en leverandør som går forrest og viser værdien af et ægte tilgængeligt og anvendeligt website. Vel og mærke et sted hvor det har noget impact. Et blodfattigt informationswebsite ved vi jo godt ken gøres tilgængeligt, men hvad med et website, hvor der var meget på spil for mange. Hvad med sundhed.dk eller skat.dk. Her er webløsninger som mange har en relation til og som ville kunne skabe værdi for flere (og spare penge for samfundet) hvis de var bedre.

Som menigmand kan man jo ikke gøre meget for at flytte på skat.dk, hvis undermenuer f.eks. kun fungerer når man har JavaScript slået til, men hvis vi som web-professionelle begynder at tale om emnet, og viser værdien af de tilgængelige teknologier, så kan det være at vi kan omfavne de menneskerettigheder vi sværger til, og gøre os selv til en del af løsnigen.

Hvis du vil være en del af løsningen, kan du jo starte her.

Ingen Kommentarer

Når skærmen bliver skæv

Der har gennem mange år været en bevægelse i design af brugergrænseflader til webløsninger. Tendensen har klassisk set bestået i at man tømte sit statistikprogram for informationer, og konkluderede at det stigende salg af fladskærme resulterede i en bevægelse væk fra 800X600 pixel og hen imod 1024X768.

Denne tankegang har været fremherskende lige så længe som jeg kan huske, men bliver i disse tider kraftigt udfordret af nye teknologier. Mere om disse teknologier senere. Ideen om et kanvas hvorpå man kunne stryge sit design kommer naturligvis fra reklameverdenen, hvor et layout i sidste ende skulle sendes til trykkeren, og som derfor havde et ganske bestemt format, og kvalitet. Denne måde at tænke design på har aldrig passet særlig godt til nettet, og det er da også derfor vi har vænnet os til det klassiske “venstrehængte” design, med et ubrugt areal i højre side af skærmen (Her tænker jeg naturligvis på den gode gamle Windows bruger med sin 1024 skærm og et maksimeret vindue – dem er der ca. 75 % af). Der er i midten af dette årti dukket to andre designs op – fuldskærm designet og det midterhængte.

Fuldskærmdesignet har nu egentligt været der i lang tid, men bestod mest i et frit flydende indholdsområde, hvor der blot blev gjort plads til mere tekst. Dette design gav desværre også tekster med linjer så lange at man fik ondt i nakken af at se fra den ene ende til den anden. Det “nye” gamle fuldskærm design tager hensyn til at indhold ikke nødvendigvist skal skalere, men flytter i stedet rubrikker der ellers ville have lagt under skærmfolden, op på siden. Alternativt vises yderligere indhold, der ellers ikke ville være blevet vist (dette bruges ofte til bannerreklamer – så den kunne jeg egentligt godt undvære).

Det midterhængte design er jo egentligt blot en afart af det venstrehægte, og viser blot hvor desperate vi er for at kunne holde fast i en entydig skærmstørrelse. Ved at mindterhænge designet får vi spredt det overskydende skærmareal op i to, hvorved det ikke synes så slemt. Dette skal naturligvis ses i den kontekst at flere og flere får skærme der kører 1280 X 1024 eller 800 (afhængig af om det er 4:3 eller 16:9).

Men der et begyndt at ske noget nyt. Der er dukket nye måder at vise indhold fra Internettet på. Iphone, Nokia N800, tablet pc’er, subnotes, UMPC’er, Blackberrys, UMTS telefoner. Alle disse nye teknologier betyder at vi skal til at være langt mere fleksible med det indhold vi ønsker at vise. Før i tiden kunne man være rimelig sikker på at hvis man skulle vise noget i 1024X768, var der tale om en skærm på ca. 14+ tommer. I dag kan en ultra sub note vise 1208 X 800 på 10,1″. Forestil dig et website med tekststørrelsen låst på 10px blive vist på sådan en skærm. Det er vist kun for folk med særdeles gode øjne eller særdeles gode briller.

Der er ikke længere muligt at designe til nettet med den tanke at man skal ramme en bestemt størrelse. Havde vi blot muligheden for at designe unikt til hvert medietype ville vi kunne kode og ud af det. Problemer er blot at en PC (eller Mac) kan i dag have en høj opløsning på en lille skærm, hvor i før i tiden kunne forvente en stor skærm hvis der var stor oplæsning. De mindre håndholdte skærme svinder vis i bedste fald op på en bredde mellem 600 og 800 pixel, men på blot 3-7″ skærmareal. Vi kan heldigvis lave selvstændige designs til disse enheder, men de ting vi sender til enheden vil ofte være det samme på tværs af agenterne.

Et godt eksempel er overskrifter lavet som grafik. Mange content management systemer har i dag muligheden for at generere overskrifter i grafik, baseret på marketingchefens yndlings font. Der raser debatter på kryds og tværs om hvorvidt det kan accepteret og hvorvidt det kan gøres tilgængeligt for alle. Normalt er der flere muligheder, som f.eks. CSS eller SIFR. Problemet er imidlertid at når vi laver overskrifter om til billeder, kan den agent som viser indholdet ikke skalere det efter brugerens behov. Skal man se tekst på 10,1″ vil man ofte hæve standard skriftstørrelsen med et par pixel (alt efter hvilken browser man beder til). Billederne vil i disse tilfælde bare ikke skalere med op, men vil blive hængende i den originale størrelse som et appendiks i et design der nu blot vil forekomme “skævt”. Man kan godt tage højde for det på tværs af agenter. Når vi bruger håndholdte enheder, kan man falde tilbage på den almindelige tekst, men på UMPC’ere og sub notes er vi ikke så heldige.

Jeg skulle måske her lige vende begrebet “agent” for de af jeg der er en anelse i tvivl om hvad der menes. Når man viser et website, kan man lave et unikt design (stylesheet) til de kendte agenttyper. Der findes en international anerkendt fortegnelse over agenttyper, som veligeholdes af w3. Nuværende agenttyper er: aural,braille ,embossed, handheld, print, projection, screen, tty, tv. Hver agent har sine egne præmisser at arbejde ud fra. En handheld agent vil ofte have en lille skærm, og intet tastatur samt begrænset teknologi. En braille vil i sagens natur ingen skærm have, men i stedet punktskrift o.s.v. Indenfor en agent kan det så igen være mange varianter. Som jeg tidligere har været inde på er der et utal af størrelser og opløsninger indenfor agenten “screen”.

Mange af de nye teknologier identificerer sig netop som agenten “screen” og derfor står vi overfor flere udfordringer end tidligere. Vores opfattelse af design må revideres. Vi ved ikke længere hvordan vores designs bliver behandlet på den anden side, og vi kan forvente det som årene går bliver endnu værre.

Den klassiske fagkamp om “content is king” eller “design first” er slut. Vi må erkende at form, funktion og indhold er en trio der skal spille sammen på godt og ondt. Først når vi indser dette kan vi lave adaptive, tilgængelige og værdiskabende webløsninger der kan tilfredsstille vores brugeres behov.

Ingen Kommentarer

Lynx dig til et bedre website

Tilgængelighed, anvendelighed og ekspertevaluering kan meget let forbedres radikalt med enkelte midler.

Indenfor usabilitygenren er vi ofte tilbøjelige til at skyde med spredhagl og bestille dyre brugertests, når vi lige så godt kan plukke de lavt hængenge frugter først. Jeg har tidligere argumenteret for RAST Metoden som værktøj til ekspertevaluering, men i dag skal det handle om Lynx test som metode til kontrol af anvendeligt webdesign.

Lynx er udviklet omkring 1989 – altså en god del år inden internet blev udbredt i Danmark. Softwaren er en ren tekstbaseret browser, der lineariserer et html dokument, ignorerer CSS, JavaScript og andre objekter i dokumentet.

Ved at teste i Lynx kan du sikre dig, at dit cms leverer kode der let skalerer (både op og ned), er tilgængeligt og som kan indekseres af de fleste søgerobotter. Man skal dog være opmærksom på at Lynx godt kan fortolke specielle parametre i URL’en, som mange sægerobotter blokerer (?, &).

Konsekvenserne ved Lynx test er mange, men desværre ukendte, selv indenfor de bedste web-udviklings kredse. Når et dokument f.eks. lineariseres, kan der ikke længere bruges tabeller eller CSS til at designe layoutet. Udviklere der stadig bruger tabeller som krykker vil opleve, at deres løsninger ikke leverer samme resultater som konkurenterne. Det er fordi et tabelbaseret design ikke optimere oplevelsen overfor robotter såvel om brugere af agenter der ikke lever op til de guddommelige 800 X 600 eller 1024 X 768. De ganske få designere der respekterer Xhtml og CSS 2.1 har i denne sammenhæng en let konkurrencefordel, da deres dokumenter som udgangspunkt kan lineariseres.

Tag selv og prøv. Lynx er gratis, og meget let at gå til.

Ingen Kommentarer

Action pointing

Action point teorien et udviklet af Geoffrey Brown[1] i 1999, og tager udgangspunkt i, at et website skal fokusere på brugerens mål med at besøge websitet. Ved brug af action point teorien vil brugeren få en mere positiv oplevelse, og derigennem vil websitet med større sandsynlighed blive besøgt igen, frem for at brugeren prøver et konkurrerende website.

Teorien har fire delelementer.

1.      Action point

2.      Entry point

3.      Action path

4.      Exit point

Ad 1.

Et action point er et sted på websitet, hvor brugeren har opnået et givent mål. I forbindelse med en butik, vil det være idet en ordre afgives. Et website kan godt have flere forskellige action points, men det understreges, at pointet ligger ved opnåelsen af målet, og ikke på vejen til det. Action points kan hænge sammen med exit points. Ved en loganalyse kan man naturligvis ikke se en hitliste over sider, hvor brugeren har opnået sit mål, men til gengæld kan man analysere top exit pages, og derigennem få et billede af mulige steder, hvor brugeren opnår sit mål, og derfor forlader websitet. Man kan dog ikke pr. definition antage, at en action point og et exit point er det samme. Brugerne kan vælge at forlade websitet af mange andre grunde end et opnået mål. Derfor må kan foretage en vurdering af exit listen, og sammenholde den med de steder, man forventede et action point.

Ad2.

Entry points er områder, hvor brugeren typisk vil tilgå websitet. Optimalt vil man sige, at det er forsiden af websitet, men det vil være utopisk at tro enhver bruger, vil komme denne vej, f.eks. ved at indtaste URL’en i browseren. Det kan være en tilfældig side, fundet på en søgemaskine, et link fra en webside, vedrørende en speciel del at websitet, henvisninger i e-mail kampagner m.m. Man må derfor sikre, sig at de mest sandsynlige entry points vil indeholde henvisninger til action points, for at maksimere chancerne for, at den pågældende side kan fange brugerens interesse, og understøtte det mål brugeren forfulgte da vedkommende tilgik websitet.

Ad 3.

Action paths er de veje, en bruger logisk set kan følge for at nå et mål. Idet langt de fleste websites indeholder global navigation internt på websitet, er der naturligvis et uendeligt antal veje, men i dette tilfælde fokuseres der på de logiske stier, en bruger kan følge i relation til sit mål, og derfor mod et action point. Metoden til at finde disse action paths inkludere ekspertevaluering og loganalyser. Ved ekspertevaluering kan det noteres, at Steve Krug har lavet et diagram over en mulig sti simuleret over en indkøbstur hos en almindelig isenkræmmer. Diagrammet viser nogle af de overvejelser, man kunne tænkes at gøre sig i sin søgen efter et bestemt produkt, mens man vandre op og ned af gangene hos isenkræmmeren[2].  Der er altså brugt en kobling, mellem de overvejelser man gør sig i den fysiske dimension, til dem man gør sig, når man surfer. Denne kobling virker fornuftig, set i lyset af Schanks scenes og scriptlets, som jo netop er mål orienterede. Ved at trække på oplevelser man med stor sandsynlighed har haft tidligere, maksimere man chancerne for, at disse kan benyttes som prototyper i den nye shopping situation.

Målet med at arbejde med action paths er, at minimere vejen fra entry point til action point. Jo kortere man kan gøre denne, jo hurtigere vil man lade brugeren opnå sit mål, ergo vil brugeren få en mere positiv opfattelse af websitet og muligvis benytte løsningen igen, skulle der opstå et nyt behov for at købe lignende produkter.

Specielt i forbindelse med e-mail vil det være muligt at minimere en action path. En mulighed er ”single click purchace”, hvor e-mailen indeholder reklame for et produkt, og ved at klikke på produktet går brugeren direkte til check out området på websitet, med denne ene vare i indkøbskurven. Alternativt kan man on-line helt gå uden om check out og indkøbskurv, som beskrevet på www.amazon.com[3].

Ad4.

Et exit point forekommer ved de sider, brugere forlader websitet. Det er vigtigt at brugeren får sluttet cirklen på en positiv måde, og uden løse tråde i form af tvivl eller uopnåede mål. Exit points kan spores gennem loganalyser, som ud fra en kvantitativ opsummering eksempelvis rangere top 20 exit sider. Man bør dog, som nævnt i ad. 1, tage det forbehold, at analysen ikke altid bør tages bogstaveligt. Det giver imidlertid et billede af, hvor brugere generelt forlader websitet, og i kombination med den rute brugeren har taget, kan man vurdere om der kan ændres på de action paths, der findes, eller om der kan være et interfaceproblem. Ved exitpoint vil der være relevant at tilbyde brugen mulighed for at forfølge nye action points. Idet det tidligere action point her er opnået, har brugeren kun to muligheder: Forlade websitet eller gennemløbe endnu en action path. Det er dog uhensigtsmæssigt at tilbyde det samme action point igen til brugeren, da det indbyder til, at brugeren ”løber i cirkler”, hvilket ikke er en optimal strategi for brugeren. I stedet bør man henvise til andre action points som f.eks. produktopdateringer m.m., som efter et køb kan være valide action points, da de har relation til det tidligere købte produkter. I visse situationer kan det dog være relevant at tilbyde cirkulære action points. Dette er især gældende ved produkt sortimenter som musik og bøger. Her kan man referere til relaterede produkter, og derved skabe en positiv indkøbscirkel. Havde det været en motorsav, ville det højst sandsynligt være mere relevant at tilbyde sikkerhedsudstyr eller værktøj til vedligehold af saven, end andre save. Et eksempel på brugen af sådanne action paths er www.Amazon.com hvor der i relation til en bog, vises hvilke andre bøger andre brugere, som købte bogen, også købte.


[1] Action point teorien se : http://www.actionpointtheory.org/ (Ej længere aktiv)

[2] Krug, Steve. Dont make me think. S. 52-53.

[3] http://www.amazon.com/exec/obidos/tg/browse/-/468480/ref=hp_hp_ls_1_3/104-3300639-5205538

Ingen Kommentarer

Handlings orienteret webdesign

Når et website etableres vil det som oftest være med virksomheden eller organisationen som udgangspunkt. Det betyder at det er disse interesser der er afsæt for løsningen.

At tage udgangspunkt i ens egne faktiske situation er helt indlysende, og acceptabelt da denne situation er afsættet for hvorledes websitet skal impleenteres.

Skulle man tage udgangspunkt i brugeren ville kravene ikke nødvendigvis være i overensstemmelse med de visioner virksomheden har. Det er vigtigt at have øje for hvorledes virksomheden arbejder med websitets mål i forhold til virksomhedens mål og visioner. Dette betyder at man bliver nødt til at gøre et grundigt forarbejde inden man påbegynder et webprojekt.
Men hvordan griber man dette an?
Handlingsorienteret webdesign fokuserer på det faktum at en bruger som åbner et givent website, gør dette med et ønske om at opnå et mål (eller delmål). Dette mål er ukendt, men til virksomheden ved til gengæld hvilke muligheder brugeren bliver tilbudt på løsnigen.

Problemet er nu at på bedst muligt måde give brugeren et overblik over de muligheder der generelt er på websitet, hvilket kun kan lade sig gøre hvis man acceptere at man ikke kan det hele på en gang.
Hvis der er et overlap mellem brugerens mål, og websitets mål, vil dette resultere i et positivt besøg for begge parter, forudsat at brugeren opdager dette. Derfor er det en god ide at benytte forsiden af et website, til at vise brugeren løsningens mål, på en spændende og overskuelig måde.
Et eksempel på dette er Aalborg Studenterkursus, som opererer med 3 målkritiske handlingspunkter på forsiden, men til gengæld ikke viser sekundærnavigation på selv samme. Hermed sikres et åbent og simpelt website, hvor brugeren bliver stillet overfor relativt få valg som udgangspunkt, til trods for at websitet er rimeligt stort.
Finder brugeren ikke forsiden brugbar er der to muligheder. Man kan kigge efter navigationssystemet, og se om dette vil bringe en tættere på ens mål, eller forlade websitet, til fordel for et andet (Google er sikker åben i et andet vindue – og dette website er nr. 5 i en liste med 500 websites), der er nemlig ikke tid til at bruge 5 min. på ethvert website, i ens søgen efter information som måske / måske ikke er der.
Jamen vi har så mange forskellige mål med vores website…
Føler man at en simpel udgave af en forside ikke kan klare virksomhedens mål, er det højst sandsynligt fordi man har svært ved at prioritete. Uden prioriteter ender man med en løsning som siger alt og intet på samme tid.

Man opnår kun sine mål ved at fokusere på dem. Også på websitet. Klassisk set er websites en losseplads for information af meget svingende kvalitet, netop fordi, når det først ligger der, bliver det ikke revideret. Det er langt mere formålstjenstligt at have 20 relevante sider, end 200 irrelevante. Både for virksomheden og brugerne.
Som udgangspunkt bør man tage virsomhedens "vision" under lup, og se på hvor man står i dag, og hvad man bør arbejde på for at komme denne vision nærmere, ved hjælp af en digital strategi. Kan man formulere en sådan strategi, er man godt på vej til at kunne fastlægge en række mål med websitet.

Et eksempel på et mål kan være:
Vi ønsker at minimere telefontiden til support for vores forhandlere.

Fint. Her er et mål der er til at tage og føle på. Start med at klarlægge med supportafdelingen hvad det er spørgsmålene generelt handler om, undersøg om man burde lave FAQ sektioner, lave et produktnyhedsbrev, publicere teknisk dokumentation eller noget helt andet. Det er her brugernes behov kommer ind i billedet. Man udfører nu en handlingsorienteret designfase, med virksomheden i centrum (man sparer penge) man i et målområde som overlapper brugerens!
Konklusion

Man bør bruge min. 80 % af sine webressourcer på det 20 % overlappende område mellem brugerens og virksomhedens interesser. Lader man websitet blive dikteret af brugerens ønsker frem for virksomhedens vision, mister man kontrollen og ender med et website som ikke er i overensstemmelse med virksomhedens ånd og derfor heller ikke representere virksomheden.

Ingen Kommentarer

Netborger og borgere på nettet

Der snakkes i krogene og der reklameres i medierne.
KL vil købe Netborger, og skabe borgerens "min side" – stedet hvor enhver snitflade mellem borgeren og det offentlige skal ligge.
 
Projektet er grundliggende utopisk, og et udtryk for en centralistisk tankegang der har til formål at flytte kompetence fra de decentrale institutioner til et IT-center. Det kendes også under begrebet monopol, som historisk set ikke har båret ret mange frugter. Produktlinjechef i KMD Henrik Buchwald siger:  "Det må være et rimeligt forlangende, at vi borgere kan finde alle oplysninger om os selv på ét sted. "- Det er sjovt nok også tanken bag Netborger.dk, som der nu er købs-snak om hos KL, så naturligvis mener han dette.
 
En borger i Danmark vil altid opleve forskellige "snitflader" med det offentlige, fysiske som digitale. Om man taler om skole-hjem-portal, kommunen, regionen, lægen, sygehuset, paskontoret eller politibetjenten vil alle disse kontakter for borgeren opleves som en kontakt til det offentlige.
 
Det er efter min mening utopisk at tro at alle disse institutioner kan tvinges til at lade deres virke foregå på et eksternt website / portal, eller lade deres handlemuligheder begrænse af samme. Det må vel være en mere nærliggende tanke, at lave alle disse snitflader, tekster og hvad man ellers kunne tænke ind i en sådan portal som en bagvedliggende service som den enkelte institution (eller IT leverandør) kunne trække på til deres respektive systemer. På denne måde kunne man sikre det decentrale element samtidig med, at de elementer der var fælles kunne løses centralt.
 
Man ser jo problemet i dag med Netborger.dk – som jo opfører sig som portal, men ikke overholder gældende standarder (wai), koster alt for meget og ikke integrerer tilfredsstillende med kommunernes webløsninger.
 
Derfor bør vi også i Danmark gøre det til et lovkrav at offentlige webløsninger overholder gældende internationale standarder – herunder WAI A og XHTML, nøjagtigt som OIO anbefaler det.
 
Man kan jo med et let smil på læben gå ind på www.minside.dk, som KMD ejer, og notere sig at den heller ikke overholder standarderne. Et signal man nok skulle kunne fortolke en hel del på.

Ingen Kommentarer

Hvad Den Digitale Signatur kunne bruges til nr. 1

Holdningsvæg i folketinget

Jeg kommer lige fra et lille seminar i Videnskabsministeriet, hvor jeg skulle fortælle om e-demokrati. Her var Raskun Helles fra MODINET også, og han fortalte at når det kom til ønsket om dialog eller interaktivitet med brugeren på hjemmesider stod parlamenterne (folketing) til karakteren 0.

Hvis vi ønsker at benytte vores digitale muligheder til noget som helst, bliver vi nødt til at tænke anderledes. De politiske beslutningstagere er blevet så elitære i deres repræsentative demokrati at de ikke længere kan fårstå Fru Hansen, der bare vil have skiftet den flise der er knækket i fortovet. Nej, de vil hellere debattere differentierede borgerservices i et netværkssamfund – noget de ikke engangsels helt forstår.

I denne den første i en serie af forslag til kreative måder at bruge Den Digitale Signatur på, vil jeg foreslå at der blev stillet en storskærm op i forletinget. Der er i forvejen en rækkemedier der dækker debatten i folketinget (måske kunne den streames på nettet?) Hvis vi som borgere kunne følge med, logge ind på folketingets hjemmeside med Den Digitale Signatur, og slutteligt komme med vores besyv. Alle vores holdninger som enkeltpersoner skulle så langsomt sive hen over storskærmen, og den enkelte politiker kunne så se på eller lade være.

I dag er det så megen information at vi har behov for at kunne vælge fra. Derfor skulle løsningen ikke lægge op til, at alle vores holdninger nødvendigvis skulle læses af alle vores politikere. Det skulle blot være en kæmpe piplende "live" holdningsvæg, der skulle minde politikerne om at der sad et par millioner danskere og følte konsekvensen af deres beslutninger.

Skulle der så smutte en enkelt "søren elsker lotte" hen over muren, så gik der nok ikke skår af nogen af den grund. Det kunne endda være at det kunne få hr. kofoed eller pia til at smile bare en enkelt gang.

Ingen Kommentarer